Michael’s blog

Så kom julen sq også til Libanon. Tja nok ikke som man kender den hjemmefra, men det er da tæt på. Realt kom julen herned i form af to containerer som specielt var blevet sendt hjemmefra. I dem var julegaver, dansk!! julemad, julepynt, juletræer osv. Ja det var sq som det skulle være. Men det var ligesom ikke nok. Der skulle lidt mere til. I dag har vi så afholdt juleskydning og efter dette var der arrangeret julehygge nede i messen med juleklip, gløgg og æbleskiver og sidst men ikke mindst et krybbespil. Fandme ja. Ikke et helt almindeligt krybbespil, men mega underholdende. Arrangementet blev ikke mindre hyggelig af at der samtidig med alt dette er kommet en storm i over landet. Dette gjorde at alle var indenfor i messen og man var lidt mere tæt samlet. Det gav en rigtig god stemning. Dette gjorde også at der nu er pyntet op i messen med nisser overalt og diverse julepynt. Vi har det sq godt

En ting som jeg nok ikke kan komme udenom er den omtalte storm. Vejret hernede viser sig virkelig fra sin dårlige side og man kan kende det lidt fra det danske efterårsvejr, bare lige en tand voldsommere. Vi kører hvis nok på andet døgn med meget regn, megen blæst og kraftigt torden vejr. Det er faktisk så voldsomt at man har frarådet al unødigt kørsel, men det betyder jo intet for os. Når vi skal ud og køre, så er der sq en grund og det er nødvendigt. For at beskrive hvor voldsomt det er så kan jeg nævne nogle af de ting som er sket. Blandt andet står der 10 cm vand overalt på vores basketball-bane. En informationstavle som er bygget op i træ er blevet blæste nogle meter og har en bule i en fab. Blæsten har også revet to klapper løse på toppen af min store bus og det var på en opgave, så da vi kom til Beirut og vi havde en pause måtte jeg op på taget og skrue lortet fast igen. Mens jeg var det, tog vinden lige fat i loftlemmen som jeg havde åbnet for at komme op på taget, så den måtte vi også lige lave. Men ellers har der ikke været noget specielt i forbindelse med stormen. Det går lige en tand langsommere når vi kører og det gynger lidt i den store bus og man skal være lidt mere opmærksom, men ellers kører det bare. På vejen hjem her den anden nat havde det haglet så kraftigt at det faktisk lignede at der lagde sne på vejbanen. Lidt mere julestemning

Til slut vil jeg lige komme med en lille sjov historie fra en tur med spansk rotation. Vi var ankommet til RHIA og havde fået tømt bussen for PAX og da jeg gennemgår bussen for at se om de har glemt noget falder jeg over en lidt speciel ting. Et par underbukser. Så jeg måtte finde et eller andet som jeg kunne fiske dem op med så jeg kunne få dem smidt ud og da jeg også selv synes det var lidt sjovt fik de andre også lige at se hvad jeg havde fundet. Vi fik os et mega godt grin og vi fik bare lidt flere fordomme overfor spanierne. Jeg fandt ikke ud af om der var noget i underbukserne, da jeg ikke lige havde lyst til at finde ud af det og min nysgerrighed ikke er så voldsom. Episoden blev faktisk foreviget i krybbespillet i form af sang

Alt for denne gang. Håber folk har det lige så godt derhjemme som vi har det hernede. Kan ikke længere prale af høje temperaturer og godt vejr, da vi som sagt har storm og 10-15 grader.

Julehilsner
Michael

Så fandt jeg sq tid til at skrive lidt igen. Der er gået lidt lang tid, men der er så også sket en masse i den tid.
For at tage den lidt kronologisk så starter jeg også med den nok største ting. Nemlig Beirut Marathon. Jeg havde sq tilmeldt det og valgt at løbe de 42,195 km som en marathon nu består af. Det gjorde jeg den 7. nov sammen med 20 andre herfra lejren. Det var en virkelig fed oplevelse og for ikke lave et mega langt indlæg har jeg valgt at lave en special raportage som kun omhandler marathon. Jeg kan dog afslører at jeg gennemførte i tiden 4.30:01 og blev ikke sidste dansker .

Her er et link til Raportagen. http://draagyn.dk/?p=37 Har bikset lidt rundt med det så den her er på forsiden… håber det fungere

En anden stor ting må nok være at vi har fået vores FN-medalje. Det gjorde vi i forbindelse med at vi har været hernede i 90 dage i mission, som er kravet til at kunne få FN’s missionsmedalje. I den anledning skulle vi selvfølgelig have en medaljeparade hvor vi fik overrakt medaljen. Til dette havde vi brugt en lille uge (når vi nu havde tid) på at øve eksercit med gevær for det skulle jo være nice. Paraden gik meget godt og det spillede bare (næsten ). Bagefter var der reception på vores terresse hvor der var lavet dansk mad bestående af smørebrød, tarteletter mm. En del af maden var blevet sendt herned fra Danmark, da det ikke er særlig nemt at skaffe ting som: leverpostej, spegepølse, sild, rullepølse, remolade osv. hernede. Maden var helt i top, så kæmpe ros til vores food-afdeling.
Da der var nogle hjemme på leave da vi havde parade, så var der selvfølgelig også nogen som ikke var med til parade og ikke havde fået deres medalje, så for de ikke bare fik den i hånden, så fik den specielt overrakt af Chef HOK, som har været på besøg. Det blev gjort i forbindelse med en fest for vores 3 måneders folk.

En sidste ting som der er sket er at vores 3 måneders folk er taget hjem. Dette er bland andet vores brandmænd og en del af vores mekker. Har i skrivende stund næsten lige sagt farvel til vores mekker. Til dem skal der lyde en kæmpe ros. Det har fandme været imponerende og se hvor meget de har kunne nå at lave. Især omkring vores store busser som direkte påvirker mig. Hold 1 og 2 havde maksimalt 2 busser ude og køre af gangen, da de havde en bus som blev brugt til reservedele. Den bus blev meget hurtigt lavet og vi nåede at have alle 3 busser ude og køre på et par rotationer, noget som ikke var prøvet før. Men så røg gearkassen i den ene bus og kompressoren i en anden, så nu står vi i samme situation at vi har en reservedels bus. Og så vil jeg give en speciel ros til “min” mekker, Aksel. En utrolig flink fyr som virkelig kæmpede for at de busser kørte og så var han også en af dem som virkelig havde styr på lortet, så hvis der var noget med bussen så gik jeg ikke den helt rigtige vej som hed at jeg skulle gå til CH MEK, men gik direkte til Aksel og så fandt vi en løsning. Tak for 3 mdr. Aksel, selv om jeg nok har været en pain in the ass nogle gange

Det var alt for denne gang. Vil prøve at skrive igen inden længe så der ikke kommer til at gå så lang tid igen.

Så kommer jeg sq til min lille rapotage fra den dag i starten af november. Dagen for Beirut Marathon. Ja jeg havde sq valgt at udfordre mig selv og tilmeldt mig marathon. Før udsendelsen havde jeg det lidt i tankerne at hvis det blev en mulighed så ville jeg overveje at deltage og da vi så fik afvide at vi var blevet inviteret af den danske ambassade, så tænkte jeg: Nu skal det være. Planen var faktisk at jeg ville træne op til Copenhagen Marathon 2011, men nu kom muligheden og jeg synes selv jeg var fit nok til at kunne klare det lidt før tid. Så jeg tilmeldte mig.
Det blev taget sådan lidt blandet med kommentarer: “Du er ikke rigtig klog” osv. men jeg tænkte at det her var min beslutning og jeg var ligeglad med hvad folk synes. Jeg ville deltage og JEG VILLE GENNEMFØRER. Men den tanke vender jeg stærkt tilbage til.
Træningen gik meget fint lang tid af vejen, men der er jo altid forhindringer. Midt i det hele kom der lige en leave og jeg vil da gerne indrømme at træning ikke var højeste priotet mens jeg var hjemme. Da jeg så kom tilbage gik det jo ikke værre end at jeg fik en mindre ankelskade, så der fald træning også i en uges tid. Og med en uge til løbet kunne jeg ikke træne for fuld blus og så alligevel ikke da jeg ikke skulle smadre mig selv inden selve dagen og skulle spare kræfter, men lidt løb blev det da til.

Så kom dagen og vi da løbet begyndte klokken 7.15 så skulle vi MEGET tidligt afsted, da vi skulle ind til startområdet inden indre Beirut blev lukket af for trafik. Vi tog af sted fra lejren klokken 3.00. Shit fanden har jo ikke fået sko på endnu, men der var da heldigvis mulighed for at sove i bussen. Men vi kom derind til tiden og så var det bare i løbetøjet og så bare af sted.
Selve løbet var virkelig en oplevelse. Jeg startede ud i et meget lavt tempo sammen med alle de andre, men efter nogle kilometer følte jeg at jeg havde gode ben, så jeg satte tempoet lidt op sammen med Enrigue, men skulle finde ud af at 42 km er langt, meget langt. Efter 15 km vælger vi at sætte tempoet lidt ned, da vi begyndte at se at vi ikke kunne holde det tempo som vi havde hele vejen. For 10 km senere (25 km) begyndte det rigtigt at gøre ondt. Efter 23 km kom man ud på et langt stykke hvor man bare løber væk fra midtbyen og ud i et industrikvater og 7 km ude vender man så og løber tilbage. Så ikke nok med at det kort efter man kom ind på den strækning begyndte at gøre ondt, så var det også den mest demotiverende del af ruten man kom ud på. Grå og kedelige bygninger, få tilskurer som heppede og de hurtigst som kom løbende over på den anden side af vejen. Som kilometerne blev smerterne bare værre og det var især omkring min venste hofte som gjorde ondt og det var sådan set min begrænsning. Konditions mæssigt var der ingen problemer. Efter 30 km sagde jeg faktisk stop. Der var smerterne så store at jeg næsten ikke kunne gå. Var et hurtigt smut inde ved sameritanerne og det fik jeg noget spray på som hjalp nok til at kunne løbe lidt igen. Herefter blev det bare en lang kamp mod mål. På den ene side stod jeg selv, som ville gennemfører og ville i mål og på den anden side min fornuft, som sagde at jeg ikke burde løbe med de smerter som jeg havde. Et par kilometer efter jeg havde fået spray på begyndte smerterne lidt at forsvinde, så der valgte jeg at efterlade min fornuft der og havde derefter kun en tanke i hovedet. MÅL. Og ca. 10 km senere så jeg så endelig se målstregen og der gav jeg den lige det sidste, men det var ikke meget. Krydser målstregen i tiden 4.30:01. ENDELIG. Fik min medalje som tegn på jeg har gennemført og kom derefter hen til de andre som var kommet i mål og flok som enten var med som kører, hjælper eller havde løbet 10 km. Der var der kun en som tænkte at jeg ikke var rigtig klog og det var mig selv, men den følelse blev hurtigt afløst af lettelsen af at være kommet i mål. Og den følelse er ubeskrivelig. Kan kun forklare den på en måde og det er at jeg er villig til at løbe 42 km igen på en senere tidspunkt bare for at opleve den følelse. Helt fantastisk. Jeg har sq løbet et marathon.

Dagene efter var vi en mindre flok i lejren som gik lidt sjovt, men det blev generelt taget med et smil og nogle sjove kommentarer, men der var også en generel respekt igennem lejren. Men en mega fed oplevelse og det er ikke sidste gang jeg løber en marathon.

Så er jeg tilbage. Det er sq lang tid siden, men det er lidt svært at skrive hvad der sker og hvordan det går hernede når man ikke er her Havde jo 14 dages leave i Danmark og det var skønt at se alle sammen derhjemme. Men en ting som var lige så fedt var at se alle kammeraterne hernede igen.

Tingene har ikke ændret sig meget i den tid jeg var hjemme, hverdagen kører bare. mens jeg var hjemme har der dog været et uheld hernede med en lastbil som var væltet. Ingen kom dog til skade selvom det var tæt på. Det har bare mindet os om at vi skal var skarpe hele tiden.
For tiden går det meget stille og roligt. Der er ikke så mange opgaver lige pt som der plejer, men de kommer nok inden længe. Og da vi ikke har så meget og lave har også en effekt på vores uheld… I skrivende stund har vi gået 7 dage uden uheld (Rekord), så der er ikke så meget arbejde til MP

En ting som også er sket efter jeg kom herned igen. Jeg havde jo fødselsdag Jeg har det sådan at det bare er endnu en dag og ikke noget specielt, så jeg har ikke proklameret at jeg har fødselsdag, men det blev da nævnt et par gange og der blev folk lidt overraskede da de ikke vidste det. Fedt, da jeg ikke gider at gøre så meget ud af det. Havde fået nogle gaver på forskud derhjemme, men havde også fået en enkelt med herned.. En pose Twist og nogle marcipanbrød. LÆKKERT. Men havde da en hyggelig dag hvor jeg var ude og køre fra 5 morgen til 8 aften. Fik chokoladekage af belgierne. Mums Men det var den fødselsdag. Just another day at the office. Tak for alle hilsnerne diverse steder

I lejren er det næste projekt messen, igen. Denne gang drejer det sig om tget på messen som er mega hullet og derfor skal udskiftes. Et stort projekt, men så har vi også noget at lave.

Det var alt for denne gang. Vil prøve og få taget nogle billeder eller få skaffet nogle som jeg kan smide op.

Hilsen Michael

Tja det er sq ved at være længe siden.. Men her er jeg sq igen.

Siden sidst er tingene sq forløbet meget stille og roligt. Vi har været ude og køre en del rotationer og det er jo det som vi er her for så det er meget bedre end at være i lejren. Man er også ved at lære de forskellige nationer at kende. Hvem der dur til noget, hvem der er skøre, hvem der er sjove og hvem der bare har styr på shittet (os, hvem ellers).

En af de nationer som virkelig skiller sig ud og som vi ser hver dag er indoneserne. De er force protection hernede, hvilket betyder de står i gaten til lejren og patruljerer i lejren. Det er nok de gladeste soldater man kan tænke sig til. Ligegyldig om man kommer ind klokken lort om natten eller om man lige kommer løbende fordi så hilser med et kæmpe smil. Og det smitter virkelig. Ja, vi tænker nogle gange “de tossede indoneser”, men det er altid fedt at komme hjem til lejren og blive mødt med et kæmpe smil. Men når vi er ude i de indonesiske lejre i AO så bliver de lidt tossede. De kan godt lide at tage billeder og få taget billeder, så vi kan godt ende med at skulle poser sammen med forskellige indoneser i 5 min, mens der bliver taget billeder. Shit, de er sku tossede de indoneser . Jeg kan jo blive ved med at snakke om alle de forskellige nationer, men der skal også være til andre blog-indlæg og til når jeg kommer hjem.

Sidste gang gennemgik jeg en dag uden en kørselsopgave og nu vil jeg prøve at beskrive hvordan det foregår, men ikke for mange detaljer da der er tale om vores arbejdsmønstre.
Et par dage (Helst) ser man opgaven på tavlen, men det kan også være så sent som dagen før eller ned til timer før (Enkelte tilfælde). Så tager jeg en kopi af opgave og hænger op på værelset så jeg ved hvad jeg skal lave de næste dage. Gerne dagen før kommer instruksen hvor der står hvor, hvornår, hvad osv. Afhængig af om vi skal køre tidligt eller sent på dagen bliver køretøjet klargjort med vask og oprydning dagen før eller på dagen. På dagen plejer vi vidt muligt at hvile lidt op til breifing, især hvis vi skal køre sent på eftermiddagen eller om aftenen. Så ca en time før har vi breifing med rute, yderlige opgaver, evt. ændringer til instruks og situation melding (er der sket nogle hændelser i AO). Derefter er der våben afhentning, uddeling af madpakker, kontrol og line-up. Derefter er der GO. Så kører vi sku til opgaven er løst og det kan vare alt fra et par timer til over et døgn og har prøvet at være udlånt så vi skulle være væk i 4 dage (Blev dog afkortet). Når vi så kommer hjem er der våben aflevering, debreifing (godt og skidt), køretøjs vedligeholdelse(vask og rengøring) og tankning. Sidste ting. zZzZz når man har været ude og køre hele natten er det lige man trænger til.

Lidt i samme boldgade så er klokken blevet mange hernede og jeg skal i seng. Det har været en lang dag hvor vi er blevet færdige med terressen til messen. Det tog kun små 5 dage fra vi begyndte at rykke den gamle ned til den nye står her.

 
Lige en sidste ting. Jeg skal snart på Leave så kommer snart hjem. Og jeg mener meget snart.

Vil lige lave en hurtig opdatering… I fortjener da at se vidunderet..

Billedet er taget i forbindelse med flag-dagen. Her tændte vi lys til minde om faldene og sårede danske soldater.

Så rundede vi sq den første måned. Det gik da egentlig rimelig hurtigt og det taget i betragtning at vi er inde i en lav intensitets periode. Ikke så mange kørselsopgaver, men alligevel rigeligt at lave. Operation Clean Camp går frem ad og vi begynder at kan se en ende på det hele eller hvad man nu vil kalde det. For lige at forklare Clean Camp så går det ud på at vi er ved at gøre campen mega nice og derfor skal der ryddes op. Alt hvad der ligner pis skal væk og der er faktisk en del. Vi overtog jo lejren fra flyverne som overtog den fra polakkerne, så det siger hvis en del . Når Clean Camp er færdig begynder vi på at anlægge campen så den bliver nice. Masser af grønne arealer, hyggekroge og restaurering af messen. Bliver så nice og masser af arbejde, men vi er jo ikke kommet for at danse .

Tiden hernede er virkelig en kryptisk ting. Man føler virkelig at dagene er lange, men ugerne flyver forbi. Til tider er man sågar nød til lige at tænke sig en ekstra gang om hvis man bliver spurgt om hvilken dag det er. Sådan nogle ting er lidt irrelevante her nede.
For at give et indblik i hvordan tingene fungere hernede vil jeg lige forsøge at beskrive hvordan en dag forløber, selvom det heller ikke er lige til fordi hvis man har en kørselsopgave drejer dagen sig udelukkende omkring den. Men vil prøve at beskrive en da hvor jeg ikke har nogen kørselsopgave.

Står op omkring 07:30-08:00 og får lidt morgenmad og kommer i uniformen. Før SEK-appel er jeg lige omkring tavlen for at se om der er nogen kørselsopgaver.
Til SEK-appel får vi info omkring hvad vi skal i løbet af dagen eks. Clean Camp, køretøjs vedligeholdelse (Vask, eftersyn mm.) eller bare buff-tid.
11:30 - 13:00 Frokost (Nej ikke hele tiden, bare inden for det tidsrum) Efter frokost skal jeg lige omkring tavlen igen.
Herefter tilbage til opgaver. Hvis jeg ikke har noget søger jeg efter om nogen har brug for hjælp til deres opgave. Omkring kl 16 drosler vi som regel ned, hvis det ikke er en vigtig opgave vi har gang i.
Omkring 18 søger man efter hvor folk tager hen og spiser og så vælger man det man lige har lyst til på dagen.
Efter aftensmad slår jeg lige mave til 20:00-20:30 hvor den så hedder idræt. Tit med Cross-Fit kl. 21. Mega nice. Prøv at slå det op hvis i ikke kender det. Ellers så står den på løb eller styrke-træning.
Så en tur i bad og så i seng omkring 23:30.

Vil prøve at forklare en dag med kørselsopgave næste gang.

Og som sidste bemærkning så har jeg endelig fået min bus. Den har holdt ved mekkerne længe, men nu er den ude og køre. En god stor 50 personers Scania . Den er ikke helt 100%, men den kører og den kører fandme godt Har også en lille 20 pers bus, men den er bare wah.

 

Så fik jeg endelig internet, så jeg kan opdaterer min blog. Det sq også sin tid, men har til gengæld heller ikke haft den store tid til at skrive noget så det er jo et fedt, men nu kom tiden.

En ting som virkelig er til at bide mærke i er varmen… Troede lige man var blevet vænnet lidt til varmt vejr hjemmefra, men det var på ingen måde nok. Allerede ud af flyet på første dag blev man ramt af en mur. Velkommen. 30+ grader og vi kom vel og mærke omkring midnat. Vi kunne dog trøste os med at vi fik afvide at dette var noget af det varmeste som vi ville komme ud for, men det var en ringe trøst for køligere er det ikke blevet, tværtimod. Vi har været oppe og runde de 40 grader her de seneste dage og med en luftfugtighed på omkring 75% er det næsten ulideligt. Man siger at man vænner sig til varmen, men det er ikke det man vænner sig til. Man vænner sig til at svede. Sammen med de høje temperaturer har der også været høj sol. Hvis det var ferie ville det være perfekt, men det er det jo ikke. Vi har heldigvis aircondition i vores køretøjer, så det er til holde til.

De første par uger gik med at lære tingene at kende og få sparket hold 2 ud. Herefter har vi haft mulighed for at få lidt mere ro på og få en hverdag til at køre. Vi har fået nogle faste holdepunkter og rutiner er ved at komme så det hele er ved at køre på skinner. Vi har allerede haft vores første store rotation, hvor det var blandet med hold 2 ledet og hold 3 ledet. Taget i betragtning af erfaringsforskellen så gjorde vi det faktisk godt. Nu er det faldet lidt til ro og vi har ikke været så presset med opgaver, men det betyder på ingen måde fri. Vi har været ved at ryde op i lejren og med det menes der ikke at vi samler skrald op, nej vi ryder op efter hold 2 som har revet en del bygninger ned, men ikke helt fået ryddet op efter sig. Det er også de masser bede og lign. som hold 2 ikke har gjort så meget ved som vi har luget ud i. Det har været meget hårdt arbejde i en bagende sol, men det er ved at give bonus. Man begynder at kan se at Hæren er kommet til :).

Men alt i alt så går det godt, meget godt for det ikke skal være løgn. Solen har været med til at give noget farve, men vi arbejder ikke i bar overkrop, så ligner lidt en cykelrytter efter et godt etapeløb Fællesskabet er helt i top. Hvis man keder sig, så er det ens egen fejl. Man kan sætter sig ned og snakke med alle ligegyldig hvilken deling de er fra. Selv befalingsmænd. Alle hilser på alle. Det er det fedeste.

Dette var lige en kort introduktion og skal nok vende tilbage med mere bl.a. nogle små sjove historier og billeder, men ikke det hele… skal også have noget at fortælle og vise når jeg kommer hjem

Michael

Så kom dagen jeg har ventet længe på. Dagen for afrejse til Libanon.
Jeg rejse om ca 5 timer så det bliver meget kort. Glæder mg som et lille barn og ikke mindst for at komme afsted, men også for at se kammeraterne.
Jeg vil herinde prøve at skrive om mine oplevelser dernede, men har selvfølgelig nogle begrænsninger.
Det var det for denne gang. Kommer til at savne Danmark, venner og familie.
Vi Ses